Det Jyske Kvæg er ved at uddø. Det har Stig Benzon brugt sit liv på at forhindre.
Han mener, køerne fortæller en historie om Danmark, som vi er godt i gang med at glemme.
Og hvis vi ikke ved, hvor vi kommer fra, kan vi ikke vide, hvor vi er på vej hen.
Af Philip Christoffersen & Niklas Ernst
I
Alt det, der går tabt
Stig Benzon træder ud af sin Land Rover og planter træskoene på et mudret græstæppe, der strækker sig ud over en diset, nordfynsk mark.
Han rømmer sig, hoster og kalder så ud over landskabet.
Han står stille og kigger.
Så går han om bag i bilen og finder en spand med valset korn, som han begynder at tømme ud på jorden i store portioner.
»Bosser, bosser bosser!« råber han igen.
»Hvis vi er heldige, så kommer de. Men der er ikke nogen garantier.«
Efter et par minutter sker der noget i det fjerne. Fra under en dyne af tåge dukker en flok køer frem, som var de blevet til ud af ingenting. De trasker målrettet ud over engen med retning mod Stig Benzon og det søde valset korn på jorden.
»Der kommer I,« siger Stig Benzon på klingende fynsk og henter en spand mere.
Hvad det utrænede øje ikke kan se, er, at lige netop disse køer er et særligt og sjældent syn.
De tilhører racen Jysk Kvæg, som engang var et af de mest udbredte husdyr herhjemme og fandtes overalt i det danske landbrug. Men i dag er racen presset så langt ned i antal, at der nærmest kun er Stig Benzons og enkelte andre avleres besætninger tilbage.
Sammen med den Røde Danske Malkerace, Dansk Korthorn og Ø-kvæget udgør Det Jyske Kvæg nogle af de gamle danske racer, der indenfor de sidste 70 år har gennemgået en ekstrem tilbagegang, fordi de ikke har kunnet leve op til de høje krav, der i dag stilles til produktion og ydelse i det industrielle landbrug.
BOSSER
Forkortelse for Bos Taurus Primigenius - uroksens navn. Rundt omkring i landet har der været forskellige, regionale kaldenavne til husdyr, når de skulle kaldes ind. Busser, busser, gæpper gæpper, bosser, bosser, osv.
Husdyr
Oprindelig vildtlevende dyr, som gennem domestikation, dvs. blandt andet tæmning og avl, er blevet tilpasset samlivet med mennesker.
Husdyr har stor betydning som leverandører af produkter som fx mælk, kød, æg, uld, skind og gødning, men også som trækkraft, beskyttelse eller som hobbydyr.
Kilde: Gyldendal, Den Store Danske
Men ved bare at lade de gamle racer uddø, giver vi afkald på et vigtigt stykke dansk kulturhistorie, mener Stig Benzon, som har taget det på sig at bevare dyrene for eftertiden.
»Det er altid et problem at miste sine rødder og sin kultur, for det handler jo om ens egen identitet. Hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen,« siger han.
Fordelt ud over forskellige landarealer rundt omkring i Danmark har han i dag mellem 600 og 700 stykker kreaturer, som han bruger langt det meste af sin tid på at holde i live.
Det har han været i gang med i 35 år.
I 1982 blev det Jyske Kvæg ellers officielt erklæret uddødt i Danmark. Det skete, da den danske stat af FN’s landbrug- og fødevareorganisation, FAO, blev bedt om at gøre rede for, hvilke af de gamle arter, der stadig var tilbage i landet.
Over hele Europa foregik der på dette tidspunkt et intensivt avlsarbejde med malke- og kødkvæg. Ved at krydse hollandske, amerikanske og danske gener havde man fremavlet den sortbrogede Holstein-Friesian-race, der med sin totalt overlegne produktionsevne skubbede det mindre effektive Jyske Kvæg ud af de danske stalde.
På få år forsvandt det engang så populære kvæg næsten helt ud af billedet.
Det registrerede genetikeren Torkild Liboriussen, der i begyndelsen af 1980erne arbejdede som videnskabelig assistent ved Statens Husdyrbrugsforsøg, som dengang lå på Rolighedsvej i København.
Han blev sat til at lede efter resterne af det kvæg, som FAO var interesserede i. Men han indså hurtigt, at der ikke var noget tilbage.
»Jeg kan huske, jeg konkluderede, at den sidste renracede tyr af jysk kvæg blev udstillet på landsskuet i Herning i 1955. Tyren hed Jyden, og den fik en andenpræmie, og siden har der ikke været udstillet rendyrkede racer af det jyske kvæg i Danmark. Derved måtte jeg konkludere, at den var udryddet,« fortæller Torkild Liboriussen, som i dag er pensioneret og bor i Viborg.
»Der var selvfølgelig nogle enkelte bønder, der holdt fast i, hvad far havde, og hvad farfar havde, som aldrig var gået ind det etablerede kvægavlsarbejde og derfor stadig havde Jysk Kvæg stående. Men problemet med det var, at det ikke rigtig var registreret nogen steder. Så jeg måtte skrive, at der er ikke var noget at komme efter,« siger Torkild Liboriussen.
Billede fra P.M. Pedersens besætning af Sortbroget Jysk Malkekvæg ved Maagaarden ved Bjerringbro. P. M. Pedersen udstillede i 1955 den sidste rent jyske tyr på ungskuet i Herning.
Udleveret af Stig Benzon. Ukendt årstal.
Den sidste eliteopdrætter af Sortbroget Jysk Malkekvæg, P. M. Petersen sammen med sin kone, Johanne, som boede i Bjerringbro. P.M. Petersen fortsatte med sin besætning af stambogsført Sortbroget Jysk Malkekvæg frem til 1964.
Billede udleveret af Stig Benzon, årstal ukendt
Fuldstændig uvidende om og upåagtet af statens konklusioner var Stig Benzon i begyndelsen af 1980erne gået i gang med at lede efter de gamle jyske køer af ren kulturel nysgerrighed. Det lå ellers ikke i kortene, at Stig Benzon skulle være landmand. Det lå mere til familien at gå i et journalistisk spor.
Faderen, Gorm Rosencrone von Benzon, arbejdede tidligere som kulturskribent og har skrevet knap 60 bøger om alt fra herregårde og kirker til gamle ovne og stråtækte huse.
»Han græmmedes, hver gang et gammelt bindingsværkshus blev revet ned,« fortæller Stig Benzon, der rejste med sin far rundt og tog billeder til bøgerne.
»Eller når gamle herregårde ikke længere kunne betale til fogeden og blev nødt til at sælge ud af gammelt arvegods til Amerika. Så var det jo tabt og kom ikke tilbage. Han har kæmpet og kæmpet for de danske herregårde og der er ikke den kirke, vi ikke har besøgt og det kalkmaleri, vi ikke har fotograferet.«
Hans mor, Birthe von Benzon, var i en årrække tilknyttet Politikens Hus. Selv blev Stig Benzon tilknyttet en række ugeblade i begyndelsen af 1980erne, da han arbejdede som autodidakt freelance-pressefotograf.
Familien Benzon flyttede i 1964 til Lyø i det Sydfynske Øhav, hvor Gorm Benzon kunne koncentrere sig om sine skriverier. Dengang var Stig syv år gammel, og der boede 237 mennesker på den seks kvadratkilometer lille ø.
Mange af dem var bønder.
»Der var rigtige bondemænd og rigtige bondekoner. Der var stråhatte, træsko og tørklæder. Ligesom i gamle dage. Der stod køer bundne og folk cyklede fra den ene ende af øen til den anden bare for at flytte en ko et par meter. Mange slog stadig med le og mange kørte stadig med selvbinder,« siger Stig Benzon.
I dag bor der 95 mennesker på Lyø, og meget af bondeidyllen fra dengang er forsvundet, mener han.
»Jeg oplevede som dreng noget af det bondeland, som var gået til så mange andre steder i Danmark. På øerne var udviklingen gået langsommere, og der var ikke sket de samme, store skader, som man så på fastlandet,« siger han.
»De gamle bønder var mere i kontakt med selve livet. Nu er jeg slet ikke sådan en type, som vil sige, at alt var godt i gamle dage, for det ved jeg godt, det ikke var. Man har opnået nogle gode ting i vores tid, men der er også noget, vi har sat over styr i det moderne, danske landbrug.«
I 1970 flyttede Benzon-familien væk fra Lyø til herregården Oregaard på Fyn. Stig Benzon flyttede sidst i 1970erne tilbage til Lyø til familiens hus. Han rejste frem og tilbage mellem øen og fastlandet og lavede foto-reportager. Det blev til forskellige opgaver om kendte og ukendte, og hvad han ellers kunne opsnuse af historier, når han aflyttede politiets radio.
Vinteren 1981-1982 blev der målt kulderekord i Danmark, og på Lyø havde Stig Benzon lagt mærke til, at voverne frøs til. Det betød, at mange af øens fugle var frosset inde.
Befolkningstal Lyø.
Kilde: Danmarks Statistik. Af Niklas Ernst
Det huede ikke Stig Benzon at se på svanerne og ænderne, der var ved at gå til i det barske vejr, så han købte nogle sække med korn, som blev sejlet til Lyø fra Fåborg.
300-400 kilo, hvis han husker rigtigt.
Selvom han ikke havde meget forstand på hverken dyr eller foder, andet end det, han havde lært af øens bønder i sin barndom, gik han ud for at fodre de nødlidende fugle.
Men før han fik set sig om, var vinden vendt.
I løbet af ganske få dage tøede isen omkring Lyø og væk var is, og væk var fugle, og Stig Benzon stod nu med en masse korn. Det skulle ikke gå til spilde, tænkte han, så han begyndte at se sig om efter en flok høns, der kunne spise kornet.
Inspireret af en bog om gamle hønseracer, som han havde fået af sin fars onkel, der boede på den jyske hede i begyndelsen af 1900-tallet, faldt valget på, at det skulle være gamle danske landhøns.
»Når jeg var dansk, skulle jeg selvfølgelig have danske landhøns,« siger han.
Stig Benzon forhørte sig hos forskellige fjerkræavlere, og fik til sidst fremskaffet en gammel høne fra Struer og en anden fra Ærø og en hane fra Otterup på Nordfyn. I alt skaffede han fem høns.
Det vækkede hans interesse, da han hørte fra fjerkræavlere, at racen Danske Landhøns var tæt på at uddø. Han begyndte at undersøge, hvad der ellers var af gamle danske husdyrracer tilbage. Det var her, han lærte om det Jyske Kvægs tilbagegang.
Isen omkring Lyø, da den var ved at bryde op.
Billede af Stig Benzon, vinteren 1981-1982
Land Roveren kører ind ad alléen ved Oregaard, hvor Stig Benzons forældre i dag bor, og hvor bevaringsarbejdets hovedkvarter ligger.
På højre side af grusvejen inde på en mudret mark går 100 danske sortbrogede landsvin. De ligner ikke bacongrisen, man ser de fleste andre steder. De er meget mørke i huden og lige under kæbebenene hænger aflange bruskstykker, der dingler, når svinene går og graver i jorden.
Det hedder halstitter. Engang var de helt almindelige på danske grise, men med tiden er de blevet avlet væk i dansk landbrug.
På gårdspladsen traver en hvid hest med sorte pletter rundt. Den vil de fleste nok genkende som hesten, Pippi Langstrømpe kunne løfte over hovedet til stor beundring for vennerne Tommy og Annika.
Men før den blev kendt som Pippis hest, var den blandt andet at finde i det danske militær. Racen hedder Knabstrupper og er en dansk race fremavlet i begyndelsen af 1800-tallet på baggrund af en anden dansk hesterace, Frederiksborghesten.
Knabstrupperen er i dag sjælden, særligt på grund af indkrydsning med andre racer. Til gengæld gik det rigtig godt for den i perioden 1840 til 1870. I den 1. Slesvigske Krig fra 1848 til 1851 red nogle danske officerer på Knabstrupper-heste. Det danske militær gik efterfølgende væk fra de spættede gangere, da det stod klart, at Knabstrupperhestens særkende, de mange prikker, ikke udgjorde en effektiv camouflage, når danskerne drog i krig.
Nogle af racerne på Oregaard er ældre end andre. Knabstrupperen har kun et par hundrede år på bagen, mens eksempelvis den Danske Landhøne, ifølge avlsforeninger og lærebøger, kan spores helt tilbage til Jernalderen. Den menes at stamme fra den indiske junglehøne, Bankivahønen, som romerne havde med til Europa.
På grund af kulturhistorien, som dyrene bærer rundt på i pels, hår, fjer, hud og halstitter, er det vigtigt, at dyrene bliver bevaret for eftertiden, mener Stig Benzon. Historierne skal fortælles i dyrenes oprindelige miljøer. Det gælder for alle gårdens »levende antikviteter«, som Stig Benzon kalder dem.
At dyrenes historie er vigtig at bevare er Bettina Buhl, souschef på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup på Djursland, enig i. Her har man også enkelte af de gamle danske husdyrracer gående.
Museets center for levende kulturarv blev indviet i 2002, og der i dag 120 hektarer land til rådighed til dyrenes græsning og driften af økologisk landbrug.
»De gamle husdyrracer fortæller historien om dengang, vi var selvforsynende med mad og fødevarer. Køerne dengang havde hele pakken, fordi de er fra en tid, fra før vores køer blev specialiseret. De leverede både mælk og kød og en lang række andre biprodukter, som blev brugt i husholdningen. Og så havde dyrene en nøjsomhed, som vi ikke tænker over i dag. Det var en stor arbejdsopgave at skaffe foder til dyrene, så de gamle køer, såvel som grise og får, kunne og skulle klare sig med mindre, end hvad de moderne racer kan i dag,« siger Bettina Buhl.
Hun mener, at en måde at puste nyt liv i de gamle racer, er ved at fokusere på netop den fortælling.
»Køernes nøjsomhed og historien, som de fortæller, fungerer som et spejl. Når vi ser på de gamle danske husdyrracer, forstår vi, hvilken retning vores samfund har bevæget sig i. Og måske indser vi på et tidspunkt, at der er noget værdifuldt, som er ved at gå tabt. Eller allerede er det.«
* * *
Stig Benzon foran herregården Oregaard på Nordfyn, hvor hans forældre bor og hvor en del af de gamle husdyr holder til.
Foto: Philip Christoffersen 2015
II
En genetisk livsforsikring
Der var god stemning i Brørup-Hallen, halvvejs mellem Kolding og Esbjerg, da formanden for Avlsforeningen for Sortbroget Malkekvæg den 25. september 1987 indtog talerstolen for at give sin årsberetning.
I hallen sad i omegnen af 600 avlere af Sortbroget Dansk Malkekvæg (SDM), der trods en sæson med sen høst og dårligt vejr alligevel var mødt op til foreningens årsmøde for at høre Kaj Ole Pedersens tale.
»For SDM blev året 1986-1987 igen et år med fremgang på en række områder,« indledte han.
»Vi har nu Europas højstydende sortbrogede ko, og jeg har tiltro til, at vi inden år 2000 har verdens bedste sortbrogede ko.«
Efter mødet var der om aftenen »liv og glade dage«, indtil dansen sluttede ved halv 2-tiden, beskrives det i foreningens medlemsblad fra 1987.
Trods målsætningen om, at den danske ko skulle være verdens mest effektive, var der dog ikke mange danske gener tilbage i den sortbrogede danske malkerace i 1987.
Det skyldtes et intensivt avlsarbejde, der begyndte i slutningen af 1940erne, hvor man første gang eksperimenterede med at indføre hollandsk sæd i de danske sortbrogede besætninger af malkekvæg.
De danske kvægavlere havde fået øjnene op for, at der uden for landets grænser fandtes store køer, der gav mere mælk og større bøffer, end hvad de danske racer kunne præstere. Så avlsrepræsentanter valfartede sydpå for at finde de bedste tyre at avle på.
Det blev enden på en æra for det renracede Jyske Kvæg, der på seks år gik fra at være dominerende i Jylland til praktisk talt ikke-eksisterende.
Senere i 1960erne gik turen til USA, hvor endnu større Holstein-Friesiankøer græssede. Og med sæd fra et forholdsvist lille udvalg af tyre fra sydstaterne blev den Holstein-Friesian race til, som i dag står næsten overalt i de danske stalde.
Ifølge lektor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik Bernt Guldbrandtsen avlede man i det moderne landbrug i en lang årrække meget hårdt og intensivt på enkelte tyre, som er kommet til at spille en »uforholdsmæssig stor rolle i den genetiske sammensætning af nutidens kvægracer«. Man endte med en for høj slægtskabsgrad.
Bernt Guldbrandtsen mener, at to årstal er særligt vigtige for at forklare udviklingen. Det første er Danmarks medlemskab af EU i 1973, hvor landbrugsstøtten gjorde, at det blev mere lukrativt for de danske landmænd at producere mælk frem for kød.
For at få mere mælk krydsede man mælkeracerne med mere højtydende racer fra udlandet, som var mindre kødproducerende, men med en højere mælkeydelse.
Det andet skel eromkring 1980, hvor brugen af kunstig sædoverførsel voksede markant. Det betød, at »supertyrene« begyndte at blive brugt globalt og at tyre kunne have mange afkom i andre lande. Fra 1980 til omkring 2000 er der ifølge Bernt Guldbrandtsen foregået et overdrevet brug af toptyre, hvor man avlede for meget efter mælkeydelse i forhold til sundhedsegenskaber. Den høje mælkeydelse belastede køerne og gjorde, at der kom flere sygdomme og dårligere frugtbarhed.
Avlen på den moderne ko er i løbet af 2000erne blevet betydeligt bedre ifølge Bernt Guldbrandtsen, som forklarer, at han har respekt for det, den danske industri gør, og som han kalder for »generelt fornuftig«.
Stig Benzon mener, at den genetiske variation i den moderne ko er for lav. Der er, udover kulturarven, en anden vigtig grund til, at Stig Benzon mener, at det er vigtigt at holde liv i de gamle danske husdyrracer.
Vi har brug for genetiske reservedele, hvis indavlen blandt de moderne racer bliver for høj, hvad den allerede er, påstår han.
»Derfor er det også så vigtigt, det vi går og laver. Vi kan ikke flyve til månen efter nye egenskaber, for vi har kun de egenskaber, vi har, og det er nogle ganske få menneskegenerationer, der har sat alt over styr,« siger Stig Benzon.
I dag er over halvdelen af alt kvæg i verden af Holstein Friesian-racen, forklarer Torkild Liboriussen, der har arbejdet med avl det meste af sit liv.
»Amerikanerne er gode til at markedsføre, og da man fandt ud af, at de her tyre kan producere så ukristeligt meget sæd, tog det virkelig fart. Nogle af de amerikanske tyre har jo 100.000 stykker afkom,« siger han.
Torkild Liboriussen sad i en periode som sekretær i Statens Genressourceudvalg, der fungerede som statens organ til bevaring af de gamle danske husdyrracer.
I 1970erne indså den danske stat, at generne fra de gamle danske husdyrracer kunne være værd at gemme på, fordi man var begyndt at avle mere og mere effektivt på de moderne husdyr.
En ung forsker ved navn Lars Gjøl Christensen havde været i Norge på studieophold, hvor man på dette tidspunkt havde fået øjnene op for, at der i fremtiden kunne blive brug for en genbank - et fryselager, hvor man kunne nedfryse sæden fra de gamle racer, før de uddøde.
På den måde havde man en genetisk forsikring, hvis de moderne racer skulle gå hen og blive for indavlede.
Den idé gik man i gang med at føre ud i livet herhjemme i 1970. I en periode på tre år tog man rundt til de landmænd, der stadig havde jyske tyre og tappede sæd fra dem og lagde det i en fryser. Den sæd eksisterer den dag i dag.
»Hvis man begynder at regne indavl på hele Holstein Friesian-populationen, så er diversiteten ikke meget større, end den ville være i et gammeldags sogn i Danmark. Diversiteten på avls-populationen, som tæller flere millioner dyr, svarer til den samme som 60-70 dyr i gamle dage. Fordi det hele nedstammer fra de samme tyre. Og når man har så lille en population, så kan det gå galt,” siger Torkild Liboriussen.
»Sæt der nu kommer en eller anden virus som muterer og slår dyrene ihjel, så ryger de fra en kant af. Det kan ske. Det kan ikke udelukkes.«
Holstein Friesian-bestanden er så stor, at sandsynligheden for, at populationen går under på én gang, er meget, meget lav, forklarer Torsten Nygård Kristensen, der er Ph.d. og professor i biologi ved Aalborg Universitet.
»Men det ændrer ikke på, at vi lægger et enormt pres på de her dyr. Konsekvensen er at nogle af køerne har svært ved at få kalv, de har skader på ben, klove og yver. Det er nogle af de problemer, der er forbundet med denne ekstreme produktion,« siger han.
Kvægavlerne ved godt, hvad der skal til for at forhindre disse problemer, forklarer Torsten Nygård Kristensen: Der skal skrues ned for produktions-forventningerne, og der skal indføres avlsprogrammer, som tager mere højde for de skader, der kan følge – noget som i vid udstrækning allerede gøres.
Gert Pedersen Aamand er enig. Han er direktør i Nordisk Avlsværdivurdering, en organisation der arbejder netop med genetikken i de danske køer.
Han mener, at de danske avlere og landmænd allerede tager højde for de skader, der måtte være. Hvor man i 1980erne og 1990erne kunne tale om, at dyrenes sundhed ikke kunne følge med produktionen, har man i 2000erne og 2010erne arbejdet med et »balanceret avlsmål«, hvor man både får mere mælk og mere sundhed ind i køerne.
»Vi fik først registreringer af sygdomme fra omkring 1990 og fremad. Derudover hentede man i en årrække sæd fra mange tyre i Nordamerika, hvis egenskaber man ikke havde kendskab til. Det er grunden til, at man ikke kunne have det helt brede avlsmål i 1980erne og 1990erne. I dag anvender vi genomisk selektion, hvor man ved hjælp af DNA kan teste tyre eller hundyr for alle egenskaber i avlsmålet og på den måde have meget bedre redskaber til at sikre, at du får en mere robust ko,« siger Gert Pedersen Aamand.
Dermed får man dyr, som både giver mere mælk, om imod 10.000 liter om året, men man avler samtidig på de gener, som giver høj frugtbarhed, sunde klove og yvere og resistens mod sygdomme. Han er derfor heller ikke bekymret for, at racen skulle »bryde sammen«.
»Jeg mener, det er urealistisk.«
* * *
Foto fra Roskilde Dyrskue med en af de sortbrogede Jyske køer sammenlignet med en moderne amerikansk Holstein Friesian ko.
Foto udleveret af Stig Benzon, ukendt årstal.
Avlsmål
Avlsmålet er et samlet udtryk for de egenskaber, man ønsker at forbedre gennem avlsarbejdet.
Kilde: Landbrug og Fødevarer
III
Den sidste jyske, gråbrogede tyr
Da Stig Benzon stadig boede på Lyø, gik han i gang med at lede efter det jyske kvæg, som han mente var derude et sted. Han havde stadig sine gamle danske landhøns stående ude i garagen.
Men der var flere dyr at finde.
Det, han vidste om Jysk Kvæg, kendte han til fra guldaldermalerne N.P. Mols og Theodor Philipsen, der i mange sammenhænge havde afbilledet kvæget, som det så ud i gamle dage.
Stig Benzon satte annoncer i lokalaviser i hele Jylland.
»Adrenalinen har kørt, og negle er blevet bidt af spænding, det har været vildt og en stor opdagelsesrejse.«
Juleaften i 1983 var Stig Benzon på arbejde sammen med sin daværende kone. Han havde stadig sit job som pressefotograf, og han skulle tage billeder i Hvidholt ved Thisted for et ugeblad. Et ægtepar havde åbnet deres hjem for folk, der ikke havde andre steder at holde jul, og det var jo en god historie at fotografere - der tilmed blev betalt godt.
Efter julemiddag og ris ala mande vendte hr og fru Benzon hjemad mod Lyø, men i byen Uhre lige uden for Vejle havde Stig Benzon en juleoverraskelse til sin kone. Han havde lavet en aftale med en landmand, som efter sigende stadig havde gråbroget kvæg.
Så julenat kom Stig Benzon ud til sin Land Rover med en gråbroget kalv, som der lige var plads til i bagagerummet. De kørte den hjem til Lyø og stillede den ud til de andre dyr i garagen, der blev indrettet som en beskeden stald med gitre mellem dyrene. Stig Benzon døbte kalven Mathilde.
Mathilde var beslægtet med det jyske kvæg, det kunne man se på, at hun var gråbroget. Et meget unikt karaktertræk fra de gamle jyder. Men alligevel var hun ikke så jysk som det kvæg, Stig Benzon kendte fra guldaldermalerierne. Hun havde hollandsk blod i årerne.
Men nu var Stig Benzon på sporet af noget. Kort tid efter fik han kontakt med en ældre avler fra Bjergby ved navn Christian Westergård, der havde en besætning af jyske køer.
Christian Westergård lå inde med tyren Valdemar - verdens sidste, gråbrogede, jyske tyr.
Den måtte Stig Benzon have fat i.
»Valdemar var generelt set rar. Hvis han var tøjret, så var han elskligheden selv. Men når han var ude med konerne, så brølede han helt vildt. Vi fik jo mere Jysk Kvæg ind fra rundt omkring, så til sidst var han omringet af et helt harem,« siger Stig Benzon, der fik lov til at købe Valdemar og tage ham med til Lyø i 1984.
Han måtte dog sælge sin motorbåd til en øbo ved navn Kaj Simonsen for at få råd til ham.
På Lyø spredte den grå jyske tyr dog noget ravage blandt de stakkels øboere, blandt andet fordi Stig Benzon ikke rigtig havde styr på det med indhegning til dyrene. En dag blev han ringet op og fik at vide, at hans køer var endt ved en gård et godt stykke væk hjemmefra, fordi dyrene havde forfulgt en gammel kone ud ad landevejene.
Det var hun blevet så utryg ved, at hendes søn nu sad med en jagtgevær i et æbletræ for at sikre sig, at Valdemar ikke ville blive til mere besvær. Det ville være ærgerligt at miste Valdemar, da han jo nu var verdens sidste, gråbrogede, jyske tyr, tænkte Stig Benzon, der gik ud for at finde sine køer og få dem hjem igen.
Men da han kom derud indså han, at han ikke var landmand, at han ikke var vokset op på et landbrug, og at han faktisk ikke anede, hvordan han skulle få køerne hjem igen.
»Min baggrund var, at jeg var pressefotograf, og jeg var jo noget beklemt ved, at der sad en mand oppe i et træ med et skarpladt jagtgevær. Men der var der noget i mig der sagde, ‘nu skal vi klare det her,’ så jeg sagde ‘kom valdemar, nu skal vi to hjem.’«
Og Valdemar fulgte med.
* * *
Kvægbrugskonsulent Aksel Pedersen fra Ribe med den Jyske tyr Valdemar.
Foto udleveret af Stig Benzon. Årstal ukendt.
Avisudklip af en af Stig Benzons avisannoncer.
Foto af Stig Benzon. Årstal ukendt.
Lyø Bygade fra dengang Stig Benzon boede der. Her dog med en orne af Hvid Dansk Landrace.
Foto af Stig Benzon. Årstal ukendt
IV
Sådan bevarer man en ko
I midten af 1980erne var den danske stat godt i gang med at gemme de gamle husdyrracers gener for eftertiden.
De kunne få en vigtig betydning som reservedele i det moderne landbrug, hvor avlen blev mere og mere intensiv. Derfor lavede man en genbank, som jævnligt skulle opdateres med sæd fra gamle husdyrracer.
Der var dog forskellige syn på, hvordan man bedst skulle bevare de gamle husdyr. Ved Statens Husdyrbrugsforsøg var den herskende overbevisning, at kryobanken, en stor fryser, var tilstrækkelig, og at man ved at bruge sæd fra de gamle racer altid kunne rekonstruere dem, hvis de uddøde, forklarer Torkild Liboriussen.
»Der er ikke nogen udløbsdato på det sæd, man indsamlede i begyndelsen af 1970erne. Det er fantastisk sæd i forhold til frugtbarheden i det, vi laver i dag. For dælen der er smæk på,« siger han.
Ifølge Torkild Liboriussen vil det ikke være noget problem at rekonstruere det Jyske Kvæg ud fra den sæd, man har liggende på køl. Man ville endda kunne inseminere en moderne højtydende malkeko og i løbet af fire-fem generationer krydse sig tilbage til det oprindelige Jyske Kvæg.
Det er baseret på ren sandsynlighed, forklarer han.
»Vi starter med at tage en Holstein Friesian, og så noget sæd fra en af de gamle tyre. Første generation er nok 50 procent af den gamle og 50 procent af den moderne. Så tager man den nye ko og inseminerer den, og så fremdeles. Efter fem generationer på den måde er koen renavlet. Så har man fjernet det moderne, der skulle være i generne. Det er normalt det krav, man stiller til tilbagekrydsninger, at efter fem generationer er han-dyrene frikendt. Ved hun-dyrene accepterer man fire generationer.«
Det syn på bevaring giver Stig Benzon dog ikke meget for. Han holder fast i, at husdyrene skal bevares i levende live, fordi racerne på den måde eksempelvis kan indrette sig efter det skiftende klima. Og fordi der ikke er meget kulturformidling i en klat sæd i en fryser.
Stig Benzon mener heller ikke, at rekonstrueret Jysk Kvæg er ægte Jysk Kvæg.
Men genbanken har gjort, at der gives færre penge til avlsarbejdet, end Stig Benzon godt kunne ønske sig. Hvis de levende bestande af gamle husdyrracer fra et genetisk synspunkt er overflødige, er der ikke meget grund til at holde liv i dem. Derfor har det været begrænset, hvad Stig Benzon og de andre bevaringsavlere har modtaget af midler fra staten gennem tiden, mener han.
Der eksisterer i dag dyretilskud, som bevaringsavlere kan få adgang til, hvis de går med til at samarbejde og levere gener til genbanken.
Det er dog et dybt problematisk samarbejde, mener Stig Benzon.
»Det handler ikke om, at vi ikke vil hjælpe dem. Det handler om det modsatte, at de ikke vil være med til at betale, hvad det koster. Det her arbejde er totalt økonomisk underprioritereet,« siger han.
»Det er jo ikke sådan, at vi ikke vil hjælpe dem med den genbank. Men så skal det være sådan, at vi får de rigtige rammebetingelser. Vi går som slaver for systemet og gør landet en kæmpetjenste. Vi er de mennesker, der er skyld i, at vi har noget lødigt at bygge vores kulturarv på. Men det er ved at knuse avlerne, at de ikke får de penge, som de skal have.«
* * *
V
Hvor kommer pengene fra?
Stig Benzon har gennem hele sit bevaringsarbejde været mere eller mindre på bar bund økonomisk.
De gamle husdyr har et meget lavt afkast, når det kommer til slagteprisen, så det er konstant en underskudsforretning at have gamle husdyrracer. De vokser langsomt og producerer langt mindre kød og mælk end moderne racer.
Så med mindre, man er indstillet på kun at bevare jysk kvæg på hobbybasis, så må man være kreativ, hvis det skal lykkes på fuld tid, forklarer han.
For at finde en eller anden måde at gøre dyrene til en forretning omdannede Stig Benzon i midten af 1980erne den gård, han havde købt på Lyø, til et bevaringscenter.
Her kunne turister komme forbi og se det sjældne kvæg og de gamle husdyrracer og få en fornemmelse af landbruget, som det så ud i gamle dage. Det var svært at få til at køre rundt. I 1986 deponerede han dyrene på forældrenes gård, Oregaard.
Sammen med sin far, Gorm Benzon, lavede han Danmarks Husdyrpark, hvor turister og andre interesserede kunne komme forbi og få fortalt historier og se dyrene med egne øjne.
Der var bare stadig ikke nok penge i projektet, og i takt med, at Gorm Benzon solgte ud af sine antikviteter, så det mere og mere sort ud.
»Vi fik en gammel varevogn, og så kørte vi rundt til bagere, som vi ringede til for at høre, om de havde noget affaldsbrød eller noget andet spiseligt. Så jeg har sammen med min familie siddet rundt omkring hos jeg ved ikke hvor mange bagere og smidt brød i sække og wienerbasser og så taget hjem og fodret grise og køer med det,« siger Stig Benzon.
Flere gange var Stig og Gorm Benzon ude i medierne og advare om, at hvis ikke der blev givet penge til projektet, så måtte de slagte alle køerne. Et råb om hjælp, der flere steder blev opfattet som et »ulven kommer«, men som familien ifølge Stig Benzon så som en sidste udvej, fordi de ikke længere selv havde nogen penge at smide i projektet.
Det var åbenbart en strategi, der virkede, for af flere omgange lykkedes det at appellere til private donorer.
En af de personer er Poul Hansen, der står bag virksomheden Søbogaard. Han købte jorden ved siden af Oregaard og står i dag som ejeren af nogle af Oregaards gamle røde malkekøer.
Og så er der Richard Sandmand, en 73-årig ejendomsinvestor, der bor i England, som årligt smider et hæderligt millionbeløb i bevaringsarbejdet. Det er en investering, han for længst har opgivet at få igen.
»Første gang jeg så Stig Benzon var i fjernsynet i 1985, da det hele var ved at bryde sammen nede på Lyø. Der nævnte han med kraft, at køerne meget nemt kunne ryge på slagteriet, fordi de ikke havde penge til foder, og dyrene skulle jo ikke lide, forklarede han. Så donerede jeg 100 kroner til foreningen, og jeg kan huske, at jeg talte med en dame i telefonen, der blev meget rørt. Men det var nu ikke noget særligt,« fortæller Richard Sandmand.
I 2000erne hørte Richard Sandmand igen om Oregaard og donerede ved den lejlighed 100.000 kroner. Han husker, at han var på besøg på Oregaard, som var meget forfaldent og nedslidt. Han fik indtrykket, at de penge, som familien Benzon havde, udelukkende gik til dyr og foder.
Han blev hurtigt fascineret af den historie, som dyrene fortæller. Han mener, at det Jyske Kvæg har været bærende for økonomien i Jylland siden Middelalderen, og han fik indtrykket, at der derudover var en genetisk fornuft i at bevare dyrene for eftertiden. Så han begyndte at donere fast og er i dag det økonomiske fundament under Benzon-familiens bevaringsarbejde.
»Jeg tænkte, at hvis de ikke gjorde det stykke arbejde, så var de dyr ikke bevaret og ville forsvinde for evigt. Og så ville Danmark have mistet noget, som vi egentlig ikke har råd til at miste. Som den nu afdøde A. P. Møller sagde, så er det den, der har evnen, der har pligten, og det er den samme filosofi, jeg har, uden sammenligning i øvrigt,« siger Richard Sandmand, der understreger, at hans formue også har sin begrænsning.
»En del af vores tunge skæbne er, at vi ved, at det her meget vel kan mislykkes. Stig Benzon har været i gang i mere end 30 år, dyrene er der, men bevidstheden om projektets vigtighed i befolkningen mangler. Jeg er meget velstående, men et eller andet sted er der en grænse. Og som det ser ud nu, er der tre år, til jeg ikke kan give mere.«
* * *
VI
Landbruget er noget rigtig dansk
Rød Dansk Malkerace malet af Søren Lund, 1905.
Foto af Stig Benzon. 2015.
Det danske landbrug er ikke, hvad det var, dengang guldaldermalere rejste land og rige rundt for at male køer, der gik på græs. Faktisk er det med årene blevet sværere og sværere overhovedet at finde en ko, der går på græs.
I 1979 var det næsten alle køer, der gik ude om sommeren. I 2003 var 75 procent af alle danske køer på græs. I 2013 var tallet 25 procent, viser tal fra Videncentret for Landbrug under erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.
Men selvom landbrugets idyl er blevet sværere at få øje på, så fylder landbruget stadig meget i vores selvforståelse, nationalidentitet og kultur. Det forklarer Mads Mordhorst, der er lektor i national branding på CBS og forsker i virksomhedshistorie og fødevareindustri.
Det danske landbrug er særligt på den måde, at vi overhovedet kalder det et 'landbrug'. I andre lande arbejder man mere med begreberne ‘industri’ og ‘fødevareproduktion.’ Alligevel er begrebet hængt ved, på trods af, at det danske landbrug i dag er så industrialiseret, som det er.
Lige netop narrativet om landbruget frem for industrialisering har haft og har stadig betydning for både vores kulturarv, økonomi og nationale identitet. Og det starter ifølge Mads Mordhorst i 1864.
»Vi har et land, der skal finde ud af, hvem det var nationalt. Vi var blevet kraftigt reduceret fra at være et imperium til at være en lille nationalstat, som var bange for at blive helt udslettet. Denne lille nationalstat skulle finde en fortælling at bygge op om sig selv. Og her passede landbruget og andelsbevægelsen perfekt ind. Småt er godt, stort er ondt. Industrien, som kommer udefra, er noget ondt, mens landbruget, som kommer indefra, er noget godt. Dér var en grundfortælling, hvor alting passede godt ind,« siger Mads Mordhorst.
Men udover at landbruget blev en knage, vi kunne hænge nationalidentiteten på, var landbruget også vigtigt for økonomien i efterkrigsårene.
Dermed blev den blomstrende andelsbevægelse og det danske landbrug svar på både den kultur-, økonomi- og identitetskrise, Danmark led under.
Ikonet for det hele blev dem, vi byggede vores nations nye selvforståelse på:
Koen og grisen.
Ifølge Mads Mordhorst har vores selvforståelse om ‘småt er godt’ og 'den lille mod den store' en del af sit udspring i historien om det danske landbrug.
»Kulturelt set har den her fortælling holdt i rigtig lang tid og er blevet nedlagt i os som et slags moralsk kompas.«
* * *
VII
Byg en ark
Det er ikke helt urimeligt at sammenligne Stig Benzon med Noa, der af Gud blev bedt om at bygge en ark. Det er der i hvert fald flere, der har gjort gennem tiden.
Selv kan han godt følge sammenligningen, og han mener også, at arbejdet med de gamle, danske husdyr er et svar på et eller andet kald. Måske fra Gud - i hvert fald fra et eller andet sted ude fra.
Den sidste besætning af Agersøkvæg, også kendt som Økvæg, fandt Gorm Benzon frem til ved at holde et pendul hen over et Danmarkskort og slå ned på øen Agersø, vest for Sjælland. Han ringede til præsten derovre og forhørte sig, om der mon var noget kvæg på øen, der så usædvanligt ud. Det var der, mente præsten.
Ude hos eneboeren Lars Peter Nielsen stod en flok små, knoklede kreaturer, som Stig Benzon tog ned for at undersøge. Det lignede ikke noget, han havde set før. Men der var en lighed med guldaldermalerier af det gamle Økvæg.
Lars Peter Nielsen var en ældre herre, der levede en eremit-tilværelse. Han gik ikke med bukser, andet end om søndagen, men viklede i stedet syv forklæder om livet. Han bar plovstøvler, som man gjorde det i gamle dage - tilmed af hver sit mærke, da de for længst var gået ud af produktion. Om søndagen tog han træsko med sølvspænder på, satte en høj cylinderformet hat på sit hoved og kørte rundt på øen på sin Fergusson.
»Han passede sine køer efter gamle forskrifter og levede selv af byggrød med høstblommer,« fortæller Stig Benzon, der besøgte Lars Peter Nielsen af adskillige omgange.
Han ville dog nødigt af med sine køer. Selvom Stig Benzon spurgte pænt, fik han kun to tyre. Og uden hundyr til at føre bestanden videre, var det jo lige godt, konkluderede Stig Benzon.
Men så en dag ringede den gamle mand til Stig Benzon og spurgte:
»Kan du gætte, hvor jeg er?«
Lars Peter Nielsen lå på hospitalet. Der var gået koldbrand i begge ben, som var blevet amputeret. Stig Benzon mener, at det var støvlernes skyld, fordi Lars Peter Nielsen aldrig tog dem af, og efter sigende havde han en tid viklet halm-snore rundt om sine fødder, så han kunne løfte benene med håndkraft for overhovedet at kunne bevæge sig rundt på gården og fodre kvæget.
»Nu må du gerne købe mine køer,« fortalte han Stig Benzon.
Så det gjorde han. Kvien Snehvide blev dog på øen og var hos Lars Peter Nielsens til hans død i 1999.
I dag står agersø-kvæget på Skovsgård gods på Langeland. Oregaard er nemlig ikke den eneste gård, der skal have de gamle racer, hvis det står til Stig Benzon.
Den 24. januar 2014 blev foreningen Biodiversitetsgårde i Danmark stiftet. I bestyrelsen sidder blandt andet Stig Benzon og en række andre bevaringsavlere, der arbejder for at de gamle husdyrracer en dag kommer op på så store populationer, at de ikke længere kan karakteriseres som værende truede.
Målet er, at der på sigt skal være en række biodiversitetsgårde, eller arkegårde, som de også kaldes, rundt omkring i hele landet.
* * *
Øverst: Lars Peter Nielsen i sit søndagstøj
Nederst: Lars Peter Nielsen med Økvæget på sin gård.
Foto udlveret af Stig Benzon. Årstal ukendt
VIII
Det unyttige i os selv
I år er det lykkes 17 køer at undslippe deres indhegning.
Får køerne først smagt på friheden, får de ofte mod på mere, forklarer Stig Benzon, der i slutningen af oktober bruger meget af sin tid på at køre rundt mellem køerne på Nordfyn.
Snart skal de på stald, så det gælder om at holde sig gode venner med kreaturerne og vænne dem til at komme, når man kalder. Men det handler også om forholdet mellem bonde og bondegård og mellem bonde og naturen. Om en forbindelse, som Stig har svært ved at se i det moderne landbrug.
»De gamle bønder var i et meget stærkt nærvær med naturen. De kiggede på solnedgangen og gik solen ned i en sæk, så var det fordi, at det nok ville blive regnvejr dagen efter. Fløj svalerne lavt, så betød det helt bestemt, at det ville regne dagen efter. De kunne en masse naturting, de fik fra deres forældre, som de førte videre fra generation til generation,« siger Stig Benzon.
På hans søns gård, der ligger lige ved siden af forældrenes Oregaard, fremviser han sin meget beskedne besætning af gamle, Danske Hvide Landkaniner.
Det er ikke, ligesom køerne, grisene eller fårene, nogle dyr, som Stig Benzon har nogen egentlig nytte af, eller hvis kød og mælk, han kan sælge og trods høje udgifter dog kan tjene en smule på. Men kaninen er sammen med de andre gamle racer en del af en større tanke om, at der skal være plads til det hele.
»Jeg prøver altid at tænke i helheder. Det er både min styrke og svaghed. Jo mere, man spreder sig over, jo sværere er det at gøre det rigtigt. Men jeg vil have det dårligt med, at nogle af mine forfædres husdyrracer uddør mellem fingrene på mig,« siger Stig Benzon og fortsætter:
Helhedstanken stopper ikke ved husdyrracerne. Måden Stig Benzon prøver at drive et landbrug på handler også om, at der skal være plads til den øvrige natur, forklarer han. Plads til sommerfugle i grøftekanten, plads til regnorme på marken og mikroorganismer i jorden.
»Her på Vestfyn kan jeg køre hele vejen til Helgenæs og næsten udelukkende se hvedemarkeder og majsmarker. Det er svært at se én eneste ukrudtsplante eller noget som helst. Alt er sprøjtet væk. Så er der heller ikke levevilkår for bier, sommerfugle og andre dyr. Og derigennem dyr højere oppe i fødekæden. Det er hårde betingelser for de dyr, der har været vant til at leve i et alsidigt landbrug. Der er så mange arter, som er truede.«
Ifølge Stig Benzon skal arkegården og fremtidens arkebønder skabe helheder. Det betyder ikke, at bonden skal høste markerne med le og sejl. Han skal bruge moderne bekvemmeligheder og maskiner, men han skal producere den biodiversitet, som er nødvendig, for at Danmark kan leve op til sine biodiversitetsforpligtelser, mener Stig Benzon.
Danmark skrev i 1992 på biodiversitetskonvetionen i Rio og forpligtede sig dermed til at stoppe nedgangen i biodiversitet.
Og i september i år gjorde FN det til at mål at stoppe nedgangen i biodiversiteten i deres 2030-udviklingsplaner.
At økologisk landbrug giver større biodiversitet er forskerne relativt enige om. Blandt andet konkluderede et årelangt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet i 2014, at der i konventionelle marker er for lidt ukrudt til, at markens insekter kan leve der - modsat de økologiske marker.
Undersøgelsen viste også, at der i levende hegn på økologiske bedrifter er flere slags urter end på de konventionelle. Urter, som insekterne lever af.
Undersøgelsen konkluderede også, at biodiversiteten skrumper, jo mere intensive, de økologiske landbrug bliver.
Men hvis man virkelig vil hjælpe naturen, skal man gøre noget helt andet, mener naturvejleder og museumsinspektør Morten D.D. Hansen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Han er enig i, at et økologisk landbrug giver mere biodiversitet, omkring 30 procent, men hvis man som bondemand virkelig vil gøre noget godt for biodiversiteten, er det en helt anden strategi, man skal vælge.
Landmanden skal bare sprøjte løs på 80 procent af sine marker. Til gengæld skal 20 procent være ren natur, som bare passer sig selv, forklarer han ved sit kontor midt i Aarhus Universitetspark.
»På en økologisk mark kommer der måske en sanglærke mere. Men laver du 20 procent til ren natur, så kommer der guldspurve, skovpiber, lærker, masser af alting. Samtidig er der plads til blomster og sommerfugle. Det viser forskellen. Det er ikke for at argumentere imod økologi, men for at vise, hvor meget plads betyder. Ren natur giver 5000 procent mere biodiversitet, mens økologisk landbrug giver 30 procent,« siger Morten D. D.
Men det er en tankegang, Stig Benzon har svært ved at følge, fordi agerlandet har sin egen specielle biodiversitet.
»Som konventionel landmand kan man godt råde bod. Der er der slet ingen tvivl om, og det vil jeg ikke forklejne. Jeg mener bare, det er helhederne, man skal gå efter. Det er en mere kunstig måde at prøve at løse tingene. Så snart du bruger kemi og sprøjtemidler, så falder mikrolivet. Det er det, som giver livet højere oppe i fødekæden. Der findes et dybere forhold til naturen, hvor du kommer ind i de biologiske processer, i stedet for at sprøjte alting væk. Der sker en dybere erkendelse,« siger han.
Den Danske Landkanin er fremavlet som albino og er en mellemstor kanin. Den blev fremavlet i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Desuden Stig Benzons barnebarn, Rasmus.
Foto: Philip Christoffersen og Niklas Ernst.
Ifølge Morten D. D. handler bevarelse af biodiversitet ikke om, at arterne er nyttige. Dyrene udfylder ikke et vitalt tandhjul i menneskets maskineri, og den maskine går ikke i stå, hvis sommerfuglene dør. Tværtimod.
»Vi prøver at finde nytteargumenter for at bevare biodiversiteten. Men naturen er ikke nyttig. Vi bliver ikke økonomisk rige af at lade det være mangfoldigt,« siger Morten D. D.
»Biodiversitet handler om at give plads. Det er et universelt spørgsmål. Vi kan vælge kun at give plads til vores nærmeste. Vores landsmænd. Eller vi kan vælge at give plads til udlændinge og flygtninge. Det er et universelt princip at give plads til andre end en selv.«
Biolog, seniorforsker og forfatter Rasmus Ejrnæs er enig. Når vi skal retfærdiggøre eller forklare, hvorfor vi skal bevare biodiversiteten, om det så gælder Det Jyske Kvæg eller Violet Perlemorsommerfugl, handler det om at anerkende det unyttige som nyttigt.
»Vi står midt i den sjette masseuddøen. At man bilder sig selv ind, at det skulle indebære en afgørende trussel mod vores velstand, det er det mærkeligste, jeg kan komme på inden for mit fag. Årsagen til den sjette masseuddøden er, at det går enormt godt for os.«
Når man alligevel snakker om tabet af biodiversitet som noget dårligt eller slemt, så skyldes det ifølge Rasmus Ejrnæs, at vi har bygget et falsk narrativ op, hvor alt har sin egen, vigtige rolle at opfylde.
»Nogle mennesker har en forestilling om, at Moder Jord en kompliceret sammenvævet organisme, hvor alting hænger sammen, og hvor alle enkeltdele har en betydning. Den forestilling giver os en plads og en betydning. Vi er alle sammen betydningsfulde, ligesom de ti former for intelligens. Det kan godt ske, du ikke er særlig godt begavet, men der er helt sikkert et eller andet sted, hvor du er glimrende begavet. Der er en X-factor til alle.«
For Rasmus Ejrnæs handler det ikke om store, forkromede helheder, når han skal pege på, hvorfor vi skal bevare biodiversiteten. Det handler om noget mere eksistentielt inde i os selv. Nemlig at give det unyttige plads og værdi.
* * *
IX
Du gjorde, hvad du kunne
Telefonen ringer, mens Stig Benzon sidder i sin Land Rover på vej mod Langeland. Det er en spritny Samsung med touchskærm. Så den er ikke sådan lige til at hitte ud af.
I den anden ende af røret sidder en medarbejder fra NaturErhvervstyrelsen.
I løbet af samtalen får Stig Benzon, i en snak om øremærkning, gjort opmærksom på, at det jo er medarbejderens øverste chef, fødevareministeren, som har skåret i den støtte, arkegårdene skulle have, lige som det hele så ud til at lysne.
2015 kunne ellers ikke være begyndt bedre for Stig Benzon. Med mandat fra SF og Enhedslisten var arkegårdene kommet på finansloven med en bevilling på ti millioner kroner over de næste fire år. Daværende fødevareminister, Socialdemokraternes Dan Jørgensen, havde sågar været på besøg på både Fyn og Langeland for at se de gamle husdyr.
Dem, de mange millioner skulle gå til. Det hele var godt, og i TV Avisen kunne man se glade køer på græs, og økologiske og biodynamiske bønder, som roste beslutningen.
Men gamle husdyr lever væsentligt længere end regeringer. Og så godt som 2015 startede, lige så dårligt sluttede det. Den parlamentariske balance i Folketinget rykkede sig ved folketingsvalget torsdag den 18. juni, og fødevareministeren hed nu ikke længere Dan Jørgensen, men Eva Kjer Hansen (V).
Med en ny minister fulgte også en omprioritering af den pose penge, som arkegårdene var stillet i udsigt. Den 2. september 2015 kunne man læse følgende på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside:
»Flere skal have mulighed for at gøre en indsats for at bevare oprindelige danske plante- og husdyrgenetiske ressourcer. Derfor omprioriterer miljø- og fødevareministeren nu en pulje på 2,5 mio. kr., som den tidligere regering øremærkede til biodiversitetsgårde på finansloven.«
De 2,5 millioner skulle fordeles over fire år og udgjorde i alt 10 millioner.
Ifølge Stig Benzon trak det tænder ud. Egentlig ikke så meget på ham. Ganske vist sidder han i bestyrelsen for foreningen Biodiversitetsgårde i Danmark, men de 10 millioner var hverken møntet på ham, hans dyr eller Oregaard.
»Jeg er ikke ked af, hvis jeg ikke selv får en rød reje af de penge. Jeg så helst, at hver en krone gik til forretningsmodeller. Det lyder kedeligt, men er nødvendigt, før det her kan køre fornuftigt,« siger Stig Benzon.
Han kører så stille og nænsomt, en Landrover på halvandet ton nu kan præstere på en gruset og ujævn vej. Så holder han stille og peger ud mod Langelandsbæltet og mod øen Agersø.
Arkegårde/biodiversitetsgårde er gårde, som ifølge foreningen 'Biodiversitetsgårde i Danmark' arbejder med at bevare gamle hus- og plantedyrsracer og lave natur- og landskabspleje.
Han kører ind af en allé og parkerer bilen foran to store lader. Ved siden af laderne ligger Skovsgaard Gods, Danmarks Naturfonds største ejendom. Med egne ord er Skovsgaard eksemplet på, at »landbrug og naturhensyn kan gå hånd i hånd«.
Stig Benzon forklarer, at Skovsgaard er et fortrinligt eksempel på det, der kan blive en arkegård. Her arbejder man både med at bevare naturen og de gamle dyr og planter fra landbruget.
Nede i staldene er det derfor ikke hvilke som helst køer, der går rundt og spiser sig vinterfede. Det er efterkommere af Lars Peter Nielsens Økvæg fra Agersø, som har fået plads på ejendommen, og som Stig Benzon er taget til Langeland for at fortælle om.
Han ser arkegårdene som den måde, dyrene skal reddes på, for her er der plads. Men præcis hvordan, det hele skal løbe rundt, er han og foreningen stadig ved at finde ud af.
De ved, at det skal stå på flere ben. Dels skal gårdene producere fødevarer og kød, som kan sælges. Det skal koste mere og være til et særlig segment, for dyrene vokser langsommere, er mere nøjsomme og producerer mindre mælk end så mange andre dyr.
For det andet skal der nogle ordentlige aftaler på plads med staten, som mod betaling kan få adgang til dyre- og plante-gener, som kan bruges i det etablerede landbrug og i forskning.
Og for det tredje skal gårdene støttes økonomisk for det natur- og landskabspleje, de laver, blandt andet i forbindelse med bevaring af biodiversiteten.
Stig Benzon siger det meget klart. Bønderne skal betales for den tjeneste, de gør staten og befolkningen. Men derudover er han overbevist om, at gårdene kan give de turister, der er kommet for at se Danmark som et landbrugsland, mere valuta for pengene.
Stig Benzon har afsluttet foredraget og har efter en god frokost vendt Land Roveren mod Fyn igen. Hjem mod Oregaard.
Hvad skal der til, før du stopper?
»Min søn siger, at han ikke har hørt andet om dårlig økonomi og nød og elendighed, da han var dreng. Og det er jo sandheden. Pludselig en dag var min kone gået. Det kom meget pludseligt. Når man lever under et konstant pres, så lider familielivet også under det. Så det har haft nogle menneskelige omkostninger.
Nogle gange også for hårde. Mange siger, at det er selvforskyldt, for jeg kan bare holde op. Men det er en slags frivillig tvang, for selvfølgelig kan jeg holde op i morgen.
Selvom jeg ved, at de mennesker, som har hjulpet, vil have fuld forståelse for, at jeg ikke kan længere, så synes jeg, at det vil være bittert både for dem og for mig, hvis jeg sagde ‘nej, nu kan jeg ikke mere’.
Selvfølgelig kan der komme en dag, hvor jeg ikke kan mere. Men der er det vigtigste for mig, at jeg kan sige til mig selv:
Du gjorde, hvad du kunne.«
Udsigten over Langelansbæltet tæt ved Skovsgård Gods på Langeland.
Foto af Philip Christoffersen og Niklas Ernst. 2015
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har ikke ønsket at stille op til interview i forbindelse i nogen af de forhold, der vedhører ministeriets økonomiske prioriteringer og bevaringen af gamle, danske husdyrracer eller arkegårde.
»På udryddelsens rand« er skrevet af Niklas Ernst og Philip Christoffersen.
Fortællingen er skrevet på baggrund af flere dages interview med Stig Benzon.
Fortællingen bygger derudover på en række interviews af både fagpersoner, eksperter og personer tæt på det danske bevaringsarbejde.
Desuden har vi har vi brugt rapporter, dokumenter og avisudklip til at dokumentere og rekonstruere det historiske handlingsforløb.