Deledanskeren
I 2004, længe før Gomore og Airbnb, blev det internetbaserede community Couchsurfing søsat som en platform til formidling af gratis overnatninger.
Siden har den vokset sig globalt og dækker i dag med sine 10 millioner brugere 200.000 byer over hele verden.
Det er gratis at tilmelde sig, og man kan både bruge tjenesten som vært, gæst eller begge dele.
Men hvem er de mennesker, der lukker fremmede gæster ind i deres hjem? Og hvorfor ikke hellere leje et værelse ud på Airbnb?
‘Er det dansk at dele?’ har mødt deledanskere fra Couchsurfing.







Magnus Stein
Alder: 24 år.
Stilling: Studerende.
Har brugt couchsurfing siden 2009.
»For mig handler det 100 procent om interaktionen med andre mennesker. Når jeg er vært for andre rejsende, hjælper de mig til beholde en mentalitet, jeg normalt kun kender fra, når jeg er ude og rejse.«
Kathrine Dalsgaard
26 år
Stilling: studerende
Har brugt Couchsurfing siden 2008.
Min første oplevelse var på Sardinien, hvor jeg var afsted med en veninde. Vores vært hentede os i lufthavnen, vi hang ud med hans venner og mødte hans familie i en lille flække på landet. Han delte sit liv med os. På den måde oplevede jeg, at Couchsurfing er en vej ind i en lokal kontekst, og i dette tilfælde et Sardinien vi ikke kendte eller nok ville opleve.
Jeg er antropolog, så den interkulturelle udveksling er også noget, jeg interesserer mig meget for. Den kan nedbryde fordomme, om hvordan folk tænker forskellige steder i verden.
Den tillid jeg oplevede på min første Couchsurfing-oplevelse gjorde meget for at pejle mig i den rigtige retning.
Når jeg har boet mere permanent i udlandet, har jeg også brugt Couchsurfing som et community til at bytte ting. I Argentina byttede jeg mig til en cykel for en bog i den periode, jeg var der.«
Daniel Rostrup Holdt
35 år.
Stilling: løsarbejder
Har brugt Couchsurfing siden 2004.
»Alt hvad der handler om gæstfrihed, er jeg med i, og der har boet over 1.000 personer uden at betale.
Jeg gør det primært, fordi jeg interesserer mig for solidaritet, og Couchsurfing har virkelig udvidet min horistont. Jeg gider ikke snakke om vejret, så jeg spørger altid ind til den politiske situation og kultur i gæsternes hjemland.
Når der bliver penge involveret, handler det ikke om gæstfrihed. Det er “noget for noget”. Jeg har lejet mit værelse ud på Airbnb et par gange, men det er nogle helt andre typer.«
Malene Bichel
48 år.
Stilling: Sanger og processkonsulent
Har brugt Couchsurfing siden 2011/2012.
»For mig er det meningsfuldt at få og give netværk, og derfor accepterer jeg tit folk, jeg kan hjælpe med kontakter inden for de verdener, jeg kender til.
Det handler om nysgerrighed over for verden.
Jeg har sat mit værelse på Airbnb, men jeg har ikke accepteret nogle endnu. Det kræver jo meget mere tid at gøre rent og ordne alt praktisk. Det har jeg for travlt til. Men der er også stor forskel på, om der er penge involveret eller ej. Couchsurfing er en manifestering i at ville. Det bliver meget smukkere, når det er sådan. Det er 'at bidrage' versus 'at få'.«
Kurt Nielsen
60 år.
Stilling: Freelance. Tidligere sygehusleder.
Har brugt Couchsurfing siden 2010.
»Jeg hørte om Couchsurfing første gang i en artikel. Fra jeg oprettede mig, tog det 2 timer, før jeg fik min første anmodning. Min første gæst var meget erfaren i Couchsurfing og satte mig godt ind i, hvordan det fungerede.
Vi skal være en del af verden, ellers ender det i fremmedhad. Couchsurfing er en rigtig god ramme, for den er tryg og sikker, da man kan blive verificeret bruger.
Jeg lærer en masse ved at bruge Couchsurfing, især er jeg interesseret i sprog og samfund.
Det er sjovt. Den her weekend har jeg tre kristne kvinder boende, der tager mig med til gospelkoncert i morgen, og sidste gang var jeg vært for et par der solgte bondage-læder på en sexmesse.
Jeg er bange for, at idealismen ved Couchsurfing kan forsvinde, nu hvor Airbnb bliver mere populært.«
Christian Kjær Jensen
29 år.
Stilling: Studerende
Har brugt Couchsurfing siden 2008.
»Jeg var meget imponeret over, at andre ville åbne døren til deres hjem på den måde. Det havde jeg nok ikke helt forestillet mig inde jeg brugte Couchsurfing.
Jeg har klart haft flere oplevelser som gæst, og jeg vil rigtig gerne betale tilbage igen til det her community.
Der ligger en rigtig smuk fællesskabstanke bag Couchsurfing - hvis du har plads til andre, så lader du dem komme og sove. Verden bliver mere tilgængelig, uden at man skal have så mange penge.
Med Couchsurfing kan man mærke, at folk vil hinanden. Når der bliver penge involveret, er det personlige element mindre. Men Airbnb kan også noget, for det er blevet så udbredt, at det har ramt mange, der måske ikke ville bruge Couchsurfing, og det er jo rigtig godt, at udnytte tomme værelser.«
Louise Anker Munck
42 år.
Stilling: psykolog
Har brugt Couchsurfing siden februar 2015.
»Jeg er gammel backpacker, og da jeg snakkede med en kollega om, hvad man nu skulle gøre, når man var blevet skilt, fik jeg anbefalet Couchsurfing. Og hvorfor ikke?
Man får jo altid at vide som barn, at man ikke skal stole på fremmede. Men med Couchsurfing inviterer man folk ind, som man ikke kender, og får nuanceret sit verdensbillede. Man får mødt menneskene bag det, man læser i aviserne.
80% af mine venner er psykologer, og jeg får bare ikke udfordret mine holdninger så meget.
For at organisere vores verden, har vi som mennesker brug for kasser - det har jeg også- Couchsurfing hjælper mig med at bryde de kasser.
Jeg har selv lejet på Airbnb, og det er noget helt andet end Couchsurfing. Der er ingen kulturel udveksling og pengene giver en distance.«