Er det dansk at dele?

Af Philip Christoffersen og Kasper Palsnov (foto)

 

Det er aldeles deprimerende at se så mange biler med så meget plads suse lige forbi os, når vi alligevel skal samme vej. 

 

Sidste gang jeg blaffede gik det ellers meget godt. Det var i Silkeborg, og jeg skulle til en begravelse i Aarhus, men sov over mig og missede bussen mod stationen. 

 

Så jeg gik ud til vejen og stak tomlen i vejret og blev heldigvis efter kort tid samlet op af en flink dame, som hed Alice. Hun kørte mig helt ind til stationen, så jeg var der, fem minutter før toget kørte.

 

Det er smart, og ofte meget praktisk, at man kan benytte et af de mange tusinde tomme sæder, der kører rundt i Danmark hele tiden.

 

Og det koster jo heller ikke nogen noget, hverken blaffer eller chauffør, andet end at man skal orke at være lidt social og turde at lukke et fremmed menneske ind i sit liv i lidt tid, før man igen forsvinder ud af hinandens verdener. 

 

På den måde hænger blafning og deleøkonomi egentlig godt sammen:

 

At man stiller sine overflødige ressourcer til rådighed for dem, der har brug for det, så man i stedet for at bruge offentlig transport kan hoppe ind i bilen med sine nabo eller en anden fremmed, der alligevel skal den samme vej som en selv.

 

Eller overnatte på en sofa hos en ukendt. Eller leje sin lejlighed ud via internettet, når man alligevel er væk. Det er ressourceeffektivt og bæredygtigt og socialt og grundlæggende rigtig, rigtig smart. 

 

Og netop derfor er det så deprimerende, at det skal være så svært at få det lift ud i Danmark.

 

Vi står mandag eftermiddag med fuld oppakning ved Folehaven mellem Valby og Hvidovre, som er en bydel, der munder lige ud til motorvejen mod vest. 

 

Ved deleøkonomiens kraft vil vi ud i Danmark for at undersøge, om det der med at dele nogensinde vil få rigtigt tag i danskerne. 

I første omgang vil vi bare til Fyn, hvor vi allerede har skaffet en overnatning hos en venlig sjæl i Svendborg. 

 

Og nu står vi så bare og venter på et lift.

 

Og venter.

 

Og venter ...

 

Mens vi fylder lungerne med udstødningsgas og falske forhåbninger, lærer vi en hel del om danskerne og deres måde at sige nej til blaffere på. 

 

Er bilen for eksempel fuld af passagerer, er det nemt for chaufføren at få øjenkontakt, løfte hænderne over rattet og trække beklagende på skuldre og smilebånd. 

 

»Desværre, her er ikke lige plads, ellers havde jeg selvfølgelig taget jer med,« virker det som om, man forsøger at signalere med det kropssprog. 

 

Og som blaffer kan man jo ikke andet end at smile ærgerligt tilbage til sådan en gestus. 

 

Sidder der derimod kun én person i bilen, så kan man være næsten sikker på, at vedkommende bare tager skyklapper på og kører videre uden overhovedet at skæve ud mod vejkanten.

 

Der sker forbavsende ofte, uanset hvor meget, man fægter med armene for at signalere, at man kun skal med til Fyn, og at man altså ikke er til besvær.  

 

På et tidspunkt kører et par unge halvskaldede fyre forbi, og de er i det mindste så høflige at give os lidt opmærksomhed i form af en fed langemand.

 

I det mindste hersker der ingen tvivl om, hvorvidt de ser os eller ej - en ambivalent anerkendelse af vores eksistens i vejsiden.

 

På et tidspunkt kører en bulgarsk lastbilschauffør ind til siden for at købe mad på tankstationen, vi står ved. 

 

"Manmum. Manmum," gestikulerer han uforståeligt pegende ud mod motorvejen. 

 

Vi rynker øjenbrynene. 

 

"Nååh, Malmö," forstår jeg pludselig, at han er ved at tilbyde os et lift til. 

 

Men det er den forkerte vej, så vi siger pænt nej tak. Det er ellers det tætteste, vi kommer på et lift ud af Storkøbenhavn.  

 

Så efter fire timer giver vi op. Klokken nærmer sig 20, og vores reserver af tålmodighed og gåpåmod er ikke-eksisterende. 

 

Måske er det fordi, vi er to mænd. For vi har da hørt masser af historier om pige, der er blevet samlet op lige her. Er det noget ved hankøn, som gør chuaffører utrygge? 

 

Er det fordi vi har skæg? 

 

Eller er det måske, fordi vi står her på det forkerte tidspunkt, midt i myldretrafikken. Hvor folk bare gerne vil hjem og ikke orker mere social interaktion end den, de allerede har overlevet på arbejdet. 

 

Det kunne ellers have været så godt. Alle de mennesker, vi kunne have snakket med, som nu bare kører videre for sig selv i den samme retning, som vi skal.

 

Her er ingen Alice'er.

 

I stedet er der bare en masse spildt plads i en masse tomme biler og en dyster udsigt til en hel uge i deledanmark med meget lave forventninger til, hvilken type udfordringer og mennesker og historier, vi kommer til at støde på.

 

Vi skal dog gå hen og blive klogere.