Kapitel 2: Danskerne er ikke kolde. De er bare bange for hinanden
Danskerne frygter at lukke hinanden ind. Det mener i hvert fald en kvinde, som giver os et lift tværs over Sjælland. Hun har haft det meste af sit liv til at betragte danskerne udefra, og hun er ikke begejstret.
Af Philip Christoffersen og Kasper Palsnov (foto)
Det er som om, skæbnen har en ironisk finger med i spillet, da vi, midt på eftermiddagen tirsdag, er tvunget til at søge ly for et skybrud i møbelgiganten Ikea.
For det første er Ikea svensk, og på den måde svært ubehjælpelig i besvarelsen af spørgsmålet »er det dansk at dele?«.
For det andet er Ikea repræsentant for alt det modsatte af, hvad deleøkonomien står for. Der er hverken »peer-to-peer«, »social kapital« eller andre fancy begreber fra deleøkonomiens ordbog i Ikeas forretningsmodel.
Det er »brug-og-smid-væk«. Rendyrket business.
Denne Ikea ligger i Aarhus nord og på grund af det heftige regnfald, går vi herind i stedet for at stå og blaffe ved E45.
Men hvordan, vi overhovedet ender her i Aarhus, er nok en vigtigere fortælling.
Ligesom i går begynder historien i Folehaven mellem Hvidovre og Valby, hvor vi stiller os med et papskilt med »Jylland« skrevet med sprittusch og en ny portion optimisme.
Vi står her allerede ved 8-tiden om morgenen, og denne gang skal vi kun vente i en time, før vi bliver samlet op af en kvinde i en sølvgrå Toyota.
Elena Correa hedder hun, og hun er ikke født i Danmark, men spanien. Hun tager os med, fordi hun kan se, vi har brug for hjælp.
»Jeg har oplevet mange gange, at jeg kunne have haft brug for en hjælpende hånd uden at få det,« fortæller hun, da vi sidder i bilen.
»Så når jeg selv ser, at der er nogen, der har brug for hjælp, så hjælper jeg.«
Og det gør hun virkelig. 150 meter fra der, hvor vi stod og blaffede, står en anden blaffer med et stort skæg, en gul regnjakke og et skilt, som der står »Aarhus« på.
Ham tager vi med i bilen, selvom der i forvejen er trængt med pladsen.
Den nye blaffer hedder Krasi Krastev og er fra Bulgarien. Elena vil køre os alle sammen så langt, som hun skal. Det er til Roskilde, og herfra kan vi komme tættere på færgen ved Sjællands Odde, hvor vi forhåbentlig kan få et lift ombord af en ny bilist.
»Den er helt gal med tilliden i Danmark,« siger Elena, da vi fortæller hende, at vi er på vej rundt i Danmark for at finde ud af, om det er dansk at dele.
Hun har boet skiftevis både her og i Spanien, siden hun var seks år, og ifølge hende er der en verden til forskel på de to lande.
»Der er mange, der siger, danskerne er kolde. Men det er ikke sandt. Danskerne er bare bange for hinanden. I Spanien er man langt mere vant til at komme hinanden ved, og der har man ikke menneskefrygten på samme måde. Når man møder folk første gang, kan man godt have det som, man har kendt hinanden altid. Ens naboer opfører sig som om, de er familie, og man er der for hinanden i både tykt og tyndt,« siger hun.
Mens vi kører over Sjælland, fortæller hun en historie fra nogle år tilbage, da hun flyttede til et rækkehusområde i Fredensborg på Nordsjælland.
Her ville hun som ny beboer lære sine naboer at kende, så hun bagte kager, som hun gik rundt til naboerne for at dele ud.
»Men folk smækkede bare døren i hovedet på mig, når jeg ringede på. De tænkte, at jeg havde bagtanker, at jeg var en tricktyv, fandt jeg ud af senere. Men jeg ville bare være venlig. Og det er problemet med danskerne. De lader aldrig en komme helt ind på livet af dem.«
Da vi når til Roskilde, drejer Elena ikke fra. Hun har besluttet sig for at køre os hele vejen til Odden, selvom det er en kæmpe omvej. Vi takker hende mange gange, og et kvarter før færgen sejler, står vi sammen med Krasi og prøver at blaffe os ombord.
Det lykkes efter 10 minutter, da en dame kører op ved siden af os. Hun hedder Mille Bundgaard og har dagen før haft et par Gomore-kunder med i sin bil.
Det var en god oplevelse.
»Det var mere end bare CO2-besparende,« griner hun. Så i dag prøvede hun igen at stille sine tomme sæder til rådighed. Der var bare ikke nogen, der bed på.
Men der er kun plads til to af os i bilen, så vi efterlader Krasi med den forhåbning, at han får et lift af en anden. Usympatisk, måske, hvad vi særligt indser, da vi står på færgen og sejler fra havn, uden at han når med.
Dag 2: Tirsdag - fra Hvidovre til Aarhus.
»Det er problemet med danskerne: De lader dig aldrig komme helt ind på livet af dem.« - Elena Correa
A
Sammenligner man med Sydeuropa, hvor børnene bor hjemme længe, fordi der ikke er offentlige ydelser, og med tyskland, hvor de gamle bor hjemme og kvinderne går hjemme, er de produkter af den måde, deres velfærdsstat giver dem midler på.
Selvom det måske på afstand ser ud som om, at de har nogle nære relationer, så er de et resultatet af den måde, som institutionerne giver dem mulighed for at handle på.
Det er ikke helt så nært og rosenrødt, som det ser ud på afstand, hvis man kigger på de andre europæiske modeller.
Jeg er ikke sikker på, at de har tættere og nærmere relationer. I praksis har de tættere relationer, men jeg ved ikke, om man kan slutte, at man fra at have tættere relationer generationerne imellem, kan slutte, at man også har tættere relationer i lokalmiljøet. Det vil jeg betvivle.
Q
Er der noget om, at eksempelvis folk i Sydeuropa kommer hinanden mere ved?
Sådan er livet på landevejen nok bare. Man skal have god tid, hvis man beslutter sig for at rejse rundt og kun have tilliden til sine med-danskeres gavmildhed som kapital.
Men Kasper og jeg ender altså i Aarhus havn efter en time og et kvarters overfart. Og med forhåbningen om et lift længere nordpå tager vi bussen til det nordlige Aarhus, hvor vi ender ved Ikea.
Her ender tirsdagens eventyr, da force majeure i form af et modbydeligt skybrud tvinger os indenfor.