Delevirksomhed blev
De tre stiftere bag den nu lukkede virksomhed Dinnersurfer: Fra venstre: Morten Barklund, Navid Baharlooie og Kasper Krægpøth. Foto: Kasper Palsnov
kvalt af regulering
Kontrolafgifter til brugerne, lange sagsbehandlingstider og uklare svar fra Fødevarestyrelsen fik den deleøkonomiske platform Dinnersurfer til at lukke ned.
Af Philip Christoffersen, Troels Overgaard, Niklas Ernst og Kasper Palsnov (foto)
Det så lovende ud både i medierne og i praksis, da fire unge iværksættere sidste år satte det deleøkonomiske projekt Dinnersurfer.dk i verden.
Det skulle være en platform, som kunne gøre det nemt og hurtigt for knurrende maver at få stillet sulten. Ganske enkelt ved at give overblik over, hvilke naboer, der havde mad i overskud, som man for beløb på omtrent 30 kroner per portion ville kunne komme forbi og hente med hjem.
Men selvom over 700 kokke havde registreret sig på sitet, måtte Dinnersurfer i sidste måned dreje nøglen om. Fødevarestyrelsen havde i flere tilfælde opkrævet kontrolafgifter fra kokke, der havde overskredet grænsen for, hvad man som privat må sælge af mad uden at være registreret ved myndighederne. Og det har gjort det umuligt for Dinnersurfer at fortsætte en sammenhængende forretning, forklarer en af initiativtagerne, Kasper Krægpøth.
Foto: Screendump fra DR.dk, Politiken.dk, Stiften.dk, Berlingske.dk og AOK.dk
»Det gik rigtigt godt til at starte med, men sidste år kom vi for alvor på Fødevarestyrelsens radar, og så havnede vi i et bureaukrati, hvor vi blev sendt frem og tilbage i systemet,« siger han.
»Det var helt standard fødevarelovgivning, der skal sikre, at det, man køber som forbruger, er det, man tror, det er. Fødevarestyrelsen mener desværre at de mange kokke, der var med i Dinnersurfer, faldt ind under de samme regler som almindelige kokke, hvis de lavede mad til folk mere end ti gange om året.«
For meget kokkereren fordærver maden
Det er Fødevarestyrelsens skel mellem private og virksomheder, den såkaldte »bagatelgrænse,« der har gjort det svært for Dinnersurfers forretningsmodel at fungere.
I styrelsens bekendtgørelser lyder det ellers, at »fødevarevirksomheder, hvis aktiviteter ikke har en vis kontinuitet eller en vis grad af organisation, anses for at være virksomheder under bagatelgrænsen.« Og som sådan ville det ikke være et problem for Dinnersurfer, da de bare lavede en hjemmeside, hvor folk kunne sælge deres mad. Heller ikke for kokkene, da det som sådan ikke var organiserede fødevareproducenter.
Sådan havde Dinnersurfers grundlæggere i hvert fald forstået det. Men alligevel aflagde Fødevarestyrelsens rejsehold i sommeren 2014 et besøg hos to kokke i København, som ved begge lejligheder udløste en afgiftsopkrævning på 1200 kroner. Ikke fordi der var noget galt med maden, kokkene serverede, forklarede Dinnersurfer dengang på Facebook. De havde bare solgt for hyppigt.
En af de kokke er Bjørn Brag fra Østerbro i København. Han havde lavet mad cirka 20 gange, før han fik besøg af Fødevarestyrelsen.
»Jeg vidste godt, det var en mulighed, at det ville ske, men jeg havde prøvet at sætte mig godt ind i reglerne på fødevareområdet. Og langt hen af vejen var der tale om tolkningsspørgsmål om, hvilke regler, der gælder,« siger han.
Bjørn Brag mener, at det er rimeligt, at man gør noget ud af at sikre en høj fødevaresikkerhed, men synes alligevel, at man bør overveje at justere lovgivningen.
»Det var ærgerligt, at Dinnersurfer lukkede, for det var et godt initiativ. Det er mange, der laver alt for meget mad og bare smider det ud, og det er ressourcespild,« siger han.
På Dinnersurfer indførte man en regel om, at kokke kun måtte lave mad 10 gange om året for at holde sig under bagatelgrænsen. Men for mange kokke har det betydet, at motivation, hvad enten den var økonomisk eller idealistisk, er forsvundet, forklarer Kasper Krægpøth. Han bærer ikke nag over Fødevarestyrelsens beslutning, men undrer sig stadig over, hvorfor de ikke fik et klart svar.
»Jeg synes, Fødevarestyrelsen har været helt reelle gennem det her. Det eneste der har været er, at de har været meget svære at kommunikere med. Vi har ofte rykket igen og igen for svar, og vi har fået at vide ‘i næste uge.’ Jeg ved ikke, om det er noget, de har gjort bevidst for at tage modet fra os, eller om det var fordi, de ikke havde noget svar,« siger han.
Stifterne af Dinnersurfing. Fra venstre Navid Baharlooie, Kasper Krægpøth og Morten Barklund. Foto: Kasper Palsnov
Dinnersurfers hjemmeside da den stadig var online.
Foto: Kasper Palsnov
Regulering gør det svært at dele
Dinnersurfer er ikke den eneste deleøkonomiske platform, som har haft begyndervanskeligheder på grund af stram eller uigennemskuelig dansk lovgivning på deleøkonomi-området.
I en analyse fra september 2014 baseret på interviews med 10 danske peer-to-peer virksomheder, altså betalinger mellem en eller flere personer uden om virksomhederne, om udfordringerne i dansk deleøkonomi, foretaget af Dalberg Research for Erhvervsstyrelsen, fremgår det, at nogle af de store udfordringer lige nu er varierende fortolkning af lovgivning, sådan som Dinnersurfer har oplevet det. Og derudover lange sagsbehandlingstider.
Det er områder, der skal kigges på, hvis Danmark vil imødekomme den nye type deleøkonomiske virksomheder, der i disse år myldrer frem, mener Christian Walther Øyrabø, der er formand for foreningen Dansk Iværksætterforening, brancheforeningen for iværksættere.
»Myndighederne er forpligtede til at svare hurtigt og til at komme med noget respons, når de får henvendelser fra virksomheder om, hvad de må og ikke må. Virksomhederne skal ikke gå og vente så lang tid, som det sker i mange tilfælde, når de kunne komme ud over stepperne med deres forretning,« siger han.
Christian Walther Øyrabø uddyber dog, at det er en hårfin grænse. For myndighederne er også forpligtet til i hver enkelt sag at sætte sig ordentligt ind i, hvilke implikationer en afgørelse kan have. I Dinnersurfers tilfælde er der eksempelvis en grund til, at Fødevarestyrelsens regler er, som de er. Hvis pludselig der er et udbrud af salmonella, fordi en person har lavet mad i sin garage for at tjene penge, vil der lyde et ramaskrig, siger han.
»Men myndighederne skal stadig komme igennem beslutningsprocesserne hurtigere. Og hvis de vurderer, at en virksomheds forretningsmodel ikke duer, må de melde det ud. Så må man acceptere afgørelsen. Det er trods alt bedre, end at myndighederne sylter sagen i årevis,« siger Christian Walter Øyrabø.
Private er fødevarevirksomheder
Men de til tider lange svartider er umulige at undgå. For ligesom det kan være svært for virksomheder og brugere at finde rundt i juraen på fødevareområdet, er det ikke altid ligetil at give et enkelt svar, selv når man som Helle Eriksen er uddannet i levnedsmiddelvidenskab og arbejder i Fødevarestyrelsen:
»Mange gange tager det noget tid, at finde ud af, hvad der kan, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Vi er ikke orakler, der sidder klar med alle svar, så snart folk henvender sig. Men vi har ikke interesse i at bremse innovationen. Det er rigtigt nok, at det tog noget tid at svare Dinnersurfer, men nogle gange er tingene komplicerede, og så tager det nogle dage at finde frem til det rigtige svar,” siger Helle Eriksen, som samtidig bekræfter, at privatpersoner skal leve op til strenge og profesionelle retningslinjer, når de begiver sig ud i at kokkerere.
»Når man udbyder fødevarer til offentligheden, så er man i fødevarelovens forstand en fødevarevirksomhed. Man kan dog være under bagatelgrænsen, der i det her tilfælde betyder, at man kan lave mad ti gange om året henover to-tre dages varighed,« siger hun.
Læs her om, hvordan flere ordførere vil ændre lovgivningen på området.