Er det dansk at dele?

 

 

Af Philip Christoffersen og Kasper Palsnov (foto)

 

Der er én hændelse i mit liv, som har været altafgørende for min tillid til mine meddanskere.

 

Den fandt sted for fire år siden, da jeg var ude at vandre ad hærvejen gennem Sønderjylland og en aften stod i Vojens, hvor jeg manglede noget at spise og et sted at sove. Jeg kunne ikke finde en åben butik, så jeg besluttede mig for at gå op til en dør hos nogle fremmede og bede om lidt havregryn og en have at slå mit telt op i.

 

Så foran et stort, hvidt hus stillede jeg mig ved hoveddøren, men da jeg skulle til at banke på, kunne jeg bare ikke få mig selv til det. Jeg tror, det var fordi, jeg følte mig både påtrængende og usikker ved, at jeg ikke vidste, hvem, der boede i huset. Så jeg vendte om og begyndte at gå derfra igen.

 

Heldigvis kom husets beboere ud af sig selv, da deres hunde begyndte at gø af mig fra inde bag døren.

 

"Hej," sagde jeg.   

 

"Jeg hedder Philip, og jeg er ude at vandre på Hærvejen. I har vel ikke noget havregryn, jeg kan få...?"

 

...

 

Familien Erichsen har jeg ikke set siden dengang, men de reddede min vandretur.

 

Jeg fik rigeligt at spise, et hjørne af haven, jeg kunne slå et telt op i og sodavand til den næste dags vandring. Robert og Rikke bor stadig i Vojens med deres tre børn og to hunde i huset, som de i øvrigt har bygget meget af selv.

 

Vi må gerne komme og besøge dem og høre, hvad de tænkte, da jeg stod foran deres dør for fire år siden. Og de har også et par madrasser, vi kan sove på. Så kort tid efter sidder vi i et tog mod Vojens, hvor Robert kommer og samler os op i sin varevogn.

 

I deleøkonomien er tillid til fremmede en grundpille. Uden den kunne peer-to-peer forretninger aldrig blive til andet end tom snak, for hvis du ikke kan stole på, at den, du handler med, passer på dine ting, så er der ikke nogen grund til at handle.

 

Derfor må nøglen til danskernes delevenlighed ligge i, om de har tillid til hinanden. Og i forlængelse af det åbner spørgsmålet sig: Hvor kommer tilliden fra?

 

Her i udkanten af Vojens har man åbenbart god fidus til, at naboerne og andre danskere vil en det bedste. Så det var ikke noget problem at hjælpe en fremmed, da der blev banket på døren, forklarer Robert Erichsen.

 

»Jeg tænkte, at det var friskt. Det var fint. Det generede mig ikke.«

 

Vi sidder ude i familiens pavillon, som han selv har bygget og nyder den sønderjyske nationaldrik Slots Pilsner. Her er udsigt til bakkede marker og nybyggede nabohuse.  

 

LÆS OGSÅ: Eksperter: Lighed gør danskerne til verdens med tillidsfulde

 

»Jeg tror da bare, det er i vores natur at hjælpe dem, der kommer forbi og spørger om en tjeneste. Eller, det kunne man da håbe. Her i kvarteret er vi vant til at komme hinanden ved. Hvis der er en, der har brug for hjælp til at få gravet noget, så kommer man og giver et par timer. Eller hvis der er en, der har brug for en maskine, så låner man den ud. Og så deler man en øl i hækken. Det er meget naturligt for os, at vi kommer hinanden ved,« siger han.

 

Robert Erichsen er selvstændig kloak- og anlægsarbejder. I kvarteret bor der også VVS-ere, elektrikere, folkeskolelærere, pensionister, sygeplejere og så en masse børn. Man fejrer julefrokoster sammen, slår katten af tønden sammen og mødes til bålfejring, når det er Sankt Hans.

 

»Jeg tror, det er lettere at få en kontakt med hinanden, når man deler ting med hinanden. Eller hvis man har børn, der leger sammen. Jeg tror også, det er vigtigt, at der ikke er penge involveret, når man har sådan et fællesskab her. Det fordrer ikke noget godt, hvis man skal til at betale for at låne af hinanden,« siger han.

 

»Og så tror jeg, det er lettere at have det fællesskab i et landdistrikt end i byen. Der er en større daglig frihed, og man bor ikke kolonne om kolonne, så man har mere plads. Ting går heller ikke så stærkt her som i København. Det har også meget at sige, tror jeg.«